//Danish// Mit ophold på Montebello

img_1033I al den tid jeg har kendt til min skoliose og andre skoliosepatienter har jeg altid fået at vide, at jeg skulle søge om et ophold på Montebello når jeg var blevet opereret. Alle jeg snakkede med, som havde skoliose, havde alle haft et rigtig godt ophold og fortalte gladeligt hvor fantastisk stedet var. Jeg blev sidenhen mere og mere nysgerrig på stedet og bestemte mig for, at når jeg var blevet opereret skulle jeg en tur til Montebello.
Jeg var derfor så heldig at få lov til at komme derned i Februar måned, i 3 uger.

Hvad er Montebello?
Montebello ligger i Spanien, ca. 20 min. fra Malaga og er en del af Region Hovedstadens tilbud til patienter over hele landet med behov for genoptræning. I gamle dage blev stedet brugt som rekreationscenter for depressive patienter, fordi man så en gavnlig effekt af sommer, varme, natur og aktiviteter. Idag er Montebello for patienter, som har behov for genoptræning. Du er på Montebello i 3 uger, hvor du får intensiv træning ud fra det du fejler og det du har behov for.
Tilbuddet er ikke for alle og enhver, der er nogle kriterier man skal opfylde, hvilket man kan se på deres hjemmeside: Montebello – Hvem kan komme i betragtning?

Hvilke patientgrupper jeg mødte
Der er plads til rigtig mange forskellige patienter på Montebello og for at give et billed af, hvilke patientgrupper jeg mødte på mit ophold, kommer der lige en liste:

  • Rygpatienter
    • Diskusprolaps, skoliose, brækkede rygge osv.
  • Hoftepatienter
    • hofteprotesepatienter, hoftedysplasi osv.
  • Knæpatienter
  • Parkinsonpatienter
  • Gigtpatienter
  • Andet

Hvordan kommer man til Montebello?
Der findes op til flere måder at komme til Montebello på. Jeg gik fx til min egen praktiserende læge, for at få ham til at lave en henvisning. Man kan også få sin kirurg som fx har opereret én for fx skoliose til at lave henvisningen. Ligeledes står der på deres hjemmeside, hvordan man bliver visiteret til et ophold: Sådan henvises du til Montebello.

img_1068-2

Min tur til Montebello
Efter at have fået at vide, at jeg skulle til Montebello, skulle jeg til og igang med at finde ud af hvordan jeg kom dertil. Når man bor udenfor Region Hovedstaden, som jeg, skal man selv betale sin flyrejse og turen til Kastrup, hvis man ønsker at flyve derovre fra. Jeg ville gerne flyve fra Kastrup, da jeg tænkte at jeg kunne mødes med nogle af de andre rejsende og derfor følges med dem. Man kan også vælge at flyve fra de andre lufthavne, men så er man på egen hånd helt frem til Montebello. Jeg bestilte derfor togbilletter til og fra Kastrup lufthavn.
Tidlig lørdag morgen skulle jeg med toget og kursen var sat til Kastrup. Da jeg kom dertil fik jeg tjekket ind og kom ind i lufthavnen. I en kiosk, hvor jeg ville købe lidt vand og tyggegummi til flyveturen mødte jeg 3 andre rejsende. Jeg kunne hurtig kende dem, fordi vi skulle bære gule klistermærker på os selv og vores baggage. Vi blev hurtigt enige om at vi ville følges. Vi blev dog adskilt igen, da vi skulle med flyet, men også her kom jeg til at sidde med andre der skulle til Montebello. Vi fik en god snak på flyet, omkring hvad vi havde af problemer og hvad vi havde af forventninger til turen.
Efter nogle timer i flyet og en stiv ryg der var ved at være træt og udmattet, kom vi endelig til Malaga lufthavn. Det skal måske lige siges, at dette var min første flyvetur siden min rygoperation, men min ryg klarede det med lidt medicin og lidt bevægelse i flysædet.
I Malaga lufthavn blev vi mødt af personale fra Montebello, som kom i en bus vi skulle med.

Da vi kom til Montebello skulle vi tjekkes ind og derefter have lidt natmad før vi kunne blive vidst ned til vores værelser. Jeg skulle være sammen med en hoftepatient, som var på min alder og også sygeplejerske. Vi kom rigtig godt ud af det med hinanden. Vi havde begge været nervøse for at komme på værelse med en, man ikke kunne enes med. Men vi var rigtig godt tilfredse med fordelingen og vi havde det rigtig godt sammen i de 3 uger vi var dernede.

Som udgangspunkt kommer man på værelse med en, som ikke har samme problematik som en selv, da man gerne vil gøre sådan, at man på skift kan holde hvil når der er aktiviteter på stedet. Det er dog ikke altid det kan gå op.

img_1167-2

Uge 1 på Montebello
Den første uge på Montebello blev brugt på at lære stedet at kende, hvordan stedet skulle benyttes og hvilke muligheder vi som patienter havde på stedet.
I de første par dage mødte man sygeplejerskerne, en læge og ens fysioterapeut. Man skulle til samtale med læge og sygeplejerske for at bliver undersøgt og have en indlæggelsessamtale. Derudover skulle man have en snak med sin fysioterapeut, omkring hvilket forventinger og mål man havde med sit ophold.
Jeg havde fået en helt suveræn fysioterapeut, som virkelig forstod mig og hvad jeg havde af mål. Jeg husker, at nogle af mine mål var at få mindre smerter, så jeg kunne trappe ud af mit smertestillende, at få styrket ryggen så den blev mere stærk, at kunne komme til at lære at løbe igen, samt at få en større forståelse for min nye ryg og krop.
Min fysioterapeut tog mig meget alvorligt og vi fik lagt en foreløbig plan, som kunne blive revurderet når vi var midt på ugen.

Ved den første uge skulle vi også testes. Vi skulle bl.a. se hvor mange omgange vi kunne gå på en bane i gården, samt se hvor hurtigt vi kunne komme op og ned af nogle trapper.
Dertil blev vores hold også hurtigt introduceret til fitnesscenteret fordi vores fysioterapeut kunne mærke på os, at vi rigtig gerne ville i gang. Reglerne var nemlig sådan, at vi først måtte benytte træningscenteret når vi havde fået vist, hvordan de forskellige maskiner fungerede.
I den første uge var vi til holdundervisning, fitness og undervisning, hvilket gik igen i de 2 andre uger.

img_1076-2

Uge 2 på Montebello
I den anden uge havde vi fået lidt mere på vores træningsprogram. Vi havde i den første uge været inde og ønske nogle hold, som vi skulle på foruden den almindelige træning.
Der var op til flere hold man kunne vælge imellem. Jeg var fx på disse hold:

  • Terræn
    • Gik ud på at man skulle ud og bevæge sig på forskelligt underlag, fx balance, asfalt, græs og forskellige højder. Derudover var det også blandet sammen med crossfit, som var hårdt, men rigtig godt for min krop, da jeg er en kvinde med meget gang i.
  • Holdning og bevægelse
    • Her blev man mere bevidst omkring, hvordan man stod, sad, og lå med sin krop. Vi lærte hvordan man skulle bevæge sig rigtigt og hvordan man fx skulle sidde og stå rigtigt på vores fødder, så der blev lige meget vægt på begge ben. Det var hårdt mentalt, fordi hovedet skulle til at lære sin nye krop at kende, på en ny måde. Min balance var helt ude af kontrol, fordi mit balancepunkt var blevet flyttet efter operationen. Derfor skulle jeg til at kende mit nye punkt.
  • Dynamisk
    • Dette hold gik ud på at få pulsen op! Det var en blanding mellem zumba, aerobic og pulstræning. Det var super hårdt, men rigtig godt for kroppen at få tempoet op, efter man havde haft et langt forløb, hvor man ingenting kunne.
  • Afspænding
    • Gik i alt sin enkelthed ud på, at man skulle slappe af. Vi skulle fx lægge og høre på musik, hvor vi fik fortalt hvad vi skulle mærke i vores kroppe. Fx skulle vi lære at trække vejret, og mærke hvordan vores krop slappede af. En form for mindfullness, hvis nogle af jer kender det.

Uge 3 på Montebello
I den sidste uge fortsatte vi med træningen, som i uge 1 og 2. Vi kunne alle mærke at kroppen var blevet forbedret ud fra vores startposition. Vi var alle spændte på at se, hvordan vores sluttest gik, fordi det var her vi rigtig ville kunne se hvordan det var gået med os igennem de 3 uger.
Om tirsdagen skulle mit hold have sluttest, først på vores bane ude i gården og bagefter på trapperne. Det vidste sig at vi alle havde forbedret os meget, hvilket vi alle var rigtig glade og stolte over.
I denne uge var vi også ved at være klar til at komme hjem igen, men samtidig var vi også triste over at det hele var ved at nå sin ende. Vi havde fået et utroligt godt sammenhold i gruppen og på tværs af grupperne. Jeg ville vove og påstå at vi fik skabt os en lille ny træningsfamilie. Derfor lavede vi en facebookgruppe til hele holdet, for at vi kunne kommunikere med hinanden og høre hvordan det gik når vi kom hjem igen.
Foruden vores test skulle vi også have vores samtale med vores fys. Jeg var inde og høre omkring, hvordan min fys havde oplevet min udvikling, samt hvordan jeg selv havde haft det under mit ophold. Jeg havde personligt flyttet mig rigtig meget og jeg havde fået nogle redskaber med mig, som jeg skulle arbejde videre med. Mine smerter var blevet meget mindre og jeg var så småt begyndt på, at udtrappe min medicin. Jeg var faktisk nået så langt, at jeg så småt var begyndt at tænke på, at søge arbejde når jeg kom hjem. Dette havde jeg ingen overskud til før jeg kom til Montebello, fordi mine smerter fortsat var meget kraftige. Den største bedrift for mig, var at jeg havde lært hvordan jeg bedst kunne håndtere mine smerter, både under aktivitet og når jeg sad stille.

Fritiden på Montebello
På Montebello havde vi også lidt fri en gang imellem. Der var nogle dage der var kortere end andre, og der var weekenderne hvor vi ikke skulle træne, medmindre vi gjorde det på eget initiativ. Til hverdag når der var træning, var det meget vigtigt, at vi sørgede for at få hvilet. Det var meget udmattende at lave noget aktivt hele dagen, og derfor var hvil mellem aktiviteterne godt for krop og sjæl. Jeg brugte mine hvileperioder på søvn eller dagbogsskrivning. Eftersom jeg var på værelse med en hoftepatient, var vores træningsprogrammer ikke ens og derfor havde vi værelset for os selv, når den ene eller den anden var til træning. Det fungerede rigtig godt og vi fandt hurtigt et system, så vi kunne få hvilet hver især.

Derudover når vi havde en hviledag, rent træningsmæssigt, var der flere der gerne vil ud og opleve noget, nu hvor vi var i Spanien. Derfor blev der arrangeret diverse ture til fx Malaga, hvor vi var inde og se Picassomuseet samt kigge butikker. Vi var også i et stort indkøbscenter, hvor vi kunne få brugt dankortet lidt. Det var rart at få brugt noget af vores tid på at opleve lidt andet, så det hele ikke kun foregik på Montebello. Derudover sørgede vi også for at spise lidt ude, så vi ikke skulle spise på Montebello hver aften.

Sammenholdet på Montebello
Når man er samlet på ét sted og der er mange mennesker med hver sine behov, kan det for nogen virke skræmmende, at man skal forholde sig til så mange mennesker på én gang. Jeg, personligt, vil sige at jeg kom rigtig godt ud af det med de fleste og at vores sammenhold var noget helt særligt. Selvfølgelig vil der være nogen man kan bedre med end andre, men alle blev respekteret for dem de nu en gang var.
Jeg har ihvertfald fået mig nogle helt specielle venskaber på Montebello og det er nogle venskaber jeg vil holde fast i.
Fx da vi skulle hjem, aftalte en der hedder Rikke og jeg, at vi skulle skype-træne når vi kom hjem. Det holdte et godt stykke tid, men nu fylder arbejdet og hverdagen igen, så det er svært at finde tid. Men vi sørger for at se hinanden, og jeg skal fx snart ud og have brunch med hende. Vil dog sige at jeg var super glad for at vi havde skype-træningen efterfølgende, fordi vi på den måde kunne holde hinanden oppe på vores træning, selvom hverdagen begyndte at nærme sig.
Derudover har vi vores facebookgruppe, hvor vi kan følge med i, hvordan det går med hinanden når man laver en opdatering.

600428_10208958962835464_763618297758688784_n

Turen hjem
Efter 3 uger gik turen hjem til jylland igen. Jeg savnede min kæreste og min familie, selvom jeg havde skypet med dem undervejs i de 3 uger. Det var en blandet følelse at skulle væk fra Montebello. På den ene side ville vi gerne hjem til vores kære, men samtidig havde vi også bare fået sig meget med på Montebello, at vi ikke ønskede at forlade stedet, fordi det på en eller anden måde, også var blevet vores familie. Det var nu også én selv man skulle holde oppe, når det galt træningen og ikke så meget de andre der kunne støtte og hjælpe én, hvis man havde en dårlig dag. Men de gode resultater med ryggen skulle bevares og jeg satte derfor med det samme planer ind i kalenderen for, hvornår jeg skulle træne, så jeg kunne holde det ved lige, når jeg kom hjem.
Flyturen var lang fordi jeg var træt, men jeg kunne i den grad mærke forskel på ryggen, da vi tog afsted, kontra da vi skulle hjem. Min ryg gjorde ikke ondt og jeg kunne virkelig mærke at min ryg var blevet stærk. Da vi nåede lufthavnen, fik jeg sagt pænt farvel til nogle fra holdet og skyndte mig at nå mit tog, tilbage til Jylland.
I Jylland, Horsens, stod min kæreste og ventede på mig – det var utroligt dejligt at se ham!

Det har uden tvivl været den bedste tur jeg har været på, og hvis jeg nogensinde skulle opereres igen, skal jeg tilbage til Montebello!

Jeg skriver omkring, hvordan det er gået mig efter mit ophold på Montebello i et andet blogindlæg. Håber dette indlæg har fået jer til at få lyst til at søge derned, det er det hele værd! 🙂

Forfatter

Kære læser Tak fordi, du kigger forbi. Mit navn er Christina Merello Kersing, jeg er uddannet sygeplejerske, gift med min mand Jens og sammen har vi vores datter Annebelle, som kom til vores verden december 18'. Jeg har blogget siden 2014 på en anden side, men derefter blev jeg bekendt med denne blogside og nu skulle lykken prøves her. Siden begyndelsen har jeg nydt at dele mine oplevelser med mine læsere. Jeg deler gerne min hverdag med jer andre for give et indblik i en verden med skoliose, arbejde som sygeplejerske, rollen som mor og alt derimellem. Tak fordi du læser med, det er hyggeligt du er her :)

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s